Margrete 1.’s far Valdemar Atterdag.

Margrete’s far, Valdemar Atterdag genforenede Danmark efter kong Christoffer 2.’s pantsætningen af det meste af landet til de holstenske grever Johann og Gerhard (Den kullede greve).
Kalundborg slot og borg, havde Christoffer pantsat til den svenske herremand Knud Prose og efter hans død, sad hans hustru Ingeborg som ejer af Kalundborg.
Valdemar Atterdag belejrede borgen, mistede 2000 mand mod Ingeborg, som havde fået hjælp fra grev Gerhards sønner, Henrik og Claus.
Senere lykkedes de Valdemar at overtage Kalundborg efter forlig med Ingeborg.

Hvem var dronning Margrete 1.

Margrete 1 ,”Margrete Valdemarsdatter” blev født i marts 1353 på Søborg Slot.

I 1363 blev hun (som 10 årig) gift med kong Håkon 6. af Norge og dele af Sverige.
Ved hendes far, Valedmar Atterdag’s død i 1375, bliver hun reelt set regerende dronning over Danmark og 5 år senere regerende dronning over Norge og det vest- og sydlige Sverige efter Håkon´s død i 1380.
Margrete’s eneste søn, Oluf, døde som 16 årig og hun opdragede derfor sin nevø Bugislav af Pommeren, senere kaldet Erik af Pommeren, som fostersøn.

Margrete 1. opholdte sig tilsyneladende ofte på Kalundborg Slot. Det slot hendes far Valdemar havde udbygget, efter han i 1341 havde fået borgen og slottet Kalundborg i hans besiddelse.
De skriftlige kilder fra 1300 – 1400 tallet er relativt sparsomme, men der findes trods alt flere kilder og sagn, der omtaler Margrethes ophold på slottet.

Dronning over Danmark, Norge og Sverige

I 1387 blev en række af de mest magtfulde mænd i Sverige uvenner med den svenske konge Albrecht 3. De svenske stormænd bad Margrete 1. om at finde en ny konge til den svenske trone.

Stormændene afsatte Albrecht som konge. De besluttede også, at Margrete måtte styre Sverige, indtil hun havde fundet en mandlig arving, der kunne blive konge.

Albrecht lod sig ikke afsætte frivilligt og med en hær af svenskere og mecklenburgske lejesoldater, gik han i krig mod Margrete, der havde samlet en stor svensk-dansk-norsk hær. Margretes vandt krigen og Albrecht og hans søn blev taget til fange den 24. februar 1389.

Nu var Margrete 1. regerende dronning over Danmark. Norge og Sverige.

Albrecht var fange på Lindholm slot i Skåne i 7 år indtil 1396. Her lavede de en aftale om, at Margrete fik magten over hele Sverige og til gengæld blev Albrecht sluppet fri. Albrecht måtte love, at han aldrig mere ville prøve at blive konge i Sverige igen.

Margrete og Biskob Peder Jensen (Lodehat)

Peder Lodehat var i gennem mange år Margretes mest trofaste rådgiver og han er muligvis forfatter til traktaten for Kalmarunionen.
Peder Lodehat købte fire ejendomme eller gårde i Adelgade i Kalundborg. Gårdene har sandsynligvis omfattet det der i dag er Adelgade 4, 6 og 8
Den ældste del af den nuværende Bispegård, den gule salsbygning, var med sikkerhed opført før år 1408 og Peder Lodehat døde i 1416.

Historien om Margretes skibsforlis ved Reersø

Folkesagn:
Margrete 1. forliste i Jammerlandsbugten på vej fra Fyn til Kalundborg og reddede sig i land ved Reersø på en planke. Den skibbrudne dronning gav sig ikke til kende, men vaklede ind hos bonden Hans Hansen, der tog vel imod den ukendte kvinde og gav hende øllebrød og sild til davre (morgenmad). Efter tre dage på gården skulle bonden ind til Kalundborg og købe sæbe til sin kone og sælge et læs brænde, og Margrete bad om at komme med.
Ved Ornum (Bjerge Strand) stansede Hans for at bede og hvile. Han lod hestene græsse. Margrete spurgte Hans om det gik an at hestene græssede på herremandens jord, det mente Hanse ikke der var nogen der så og sov videre.
I mens Hans blundede, gik dronningen hen over marken og mærkede et stort stykke land af med sine skridt. Da de kørte videre, bad hun bonden om at køre læsset op på Kalundborg Slot, for der ville han få sit brænde bedst betalt. “Kan nok være, men deroppe bliver jeg kuns til nar,” mente Hans. Til sidst føjede han hende dog, og da de kørte ind på slottet, gjorde skildvagten honnør for dronningen, som han genkendte. “Kan hun så se, vi blev til nar,” sagde Hans, men Margrete fik ham alligevel til at køre op for hovedtrappen. Der steg hun af læsset, og bød Hans indenfor. Sådan fandt han ud af, hvem hun var.
Ved bordet var han ilde stedt med kniv og gaffel. “Brug du kuns næverne, Hans,” beroligede dronningen ham. Som hun havde været hans gæst i tre dage, var han hendes gæst på slottet i tre dage, før han vendte hjem med penge og sæbe til sin kone. Nogen tid herefter, kom der et dokument fra dronning Margrete, hvorved hun gav reersøerne i arv og eje det jordestykke på Ornum, som hun havde skridtet af som deres lovmæssige bede- og hvilested på Kalundborgvejen. Dertil fik de frihed for konge- og kirketiende, samt præstetiende.

Dronningens dokument findes ikke. Derimod stadfæstede Christian 1. Reersøs rettigheder – men uden at nævne Margrete.
Kongen skrev: “….. at Vi med vort elskelige Raad, som hos os ere, at Vi have hørt, skønnet og overvejet den Armod, Tynge og Affald, som disse Breve vise vore fattige Vornede paa Redersøe Anliggender ere, da have Vi af…” osv. Af Christan 1.s brev fremgår, at Reersø var krongods under Kalundborg Slot frem til 1660.
Reersøs rettigheder blev stadfæstede af Christian 4. i 1618 og af Frederik 3. i 1657. Efter at Reersø gik over til at blive herregårdsgods, blev de stadfæstede af Christian 5. i 1687, Frederik 4. i 1702, Christian 6. i 1731, Frederik 5. i 1747 og Christian 7. i 1766.

Dronningens Vognport

Margrete 1 ‘s gaver til kirke og fattige i 1411

I december 1411, kun ét år før hendes død, havde dronning Margrete 1. samlet en række af rigets betydningsfulde mænd på Kalundborg Slot. Formålet med mødet var at uddele øremærkede gaver, som var bestemt i Margretes testamente eller som supplement til dette – derfor er de blevet kaldt testamentariske gaver. Gaverne er beskrevet i fem selvstændige dokumenter, som her er gengivet.

Det ene brev, til klosteret i Sorø, er dog kun bevaret i form af et referat af brevet fra 1476. Selve testamentet, som givetvis har rummet mange andre dispositioner, er desværre gået tabt. Margrete 1. var på dette tidspunkt 58 år gammel. Ud fra ordlyden af især det 3. brev lader det sig formode, at hun følte sig syg og derfor ville være sikker på at nå at få iværksat disse dispositioner, inden hun døde. Hun døde 28. oktober det følgende år. I alt uddelte hun ved denne lejlighed, hvad der svarer til 2.356 kg sølv til diverse gejstlige, som skulle sørge for at bruge dem på den anviste måde (nogle af beløbene var dog tidligere overdraget til de pågældende institutioner, men nu kom de præcise instruktioner i, hvad de skulle bruges til). Det største beløb blev overgivet til bispesædet i Roskilde. Roskildebispen Peter Lodehat og kapitlet ved domkirken i Roskilde fik overdraget 16.377½ lybske mark, som bl.a. skulle deles ud til fattige mennesker, og bruges til at finansiere messer for Margrete og hendes familie. Mest bemærkelsesværdigt er det, at ikke mindre end 7.812 af disse mark skulle tilfalde ofre for den krig, som førte til Margretes magtovertagelse i Sverige; herunder kvinder, som var blevet voldtaget i den forbindelse. Derudover skulle 2.812 bruges til at give udtryk for Margretes taknemmelighed over for himmelske magter i anledning af det, der kan kaldes Kalmarunionens etablering. Klostrene i Esrum, Sorø og Vor Frue Kloster i Roskilde fik en portion på 6.000 lybske mark, hvoraf halvdelen skulle bruges til (ud)bygning af nonneklostret Vor Frue i Roskilde, mens resten skulle uddeles til gavn for kristne og værdigt trængende samt pilgrimsrejser.

I begge de foregående breve var der afsat store pengebeløb (vel mindst 2.000 lybske mark) til ikke nærmere specificerede pilgrimsrejser. Hertil skulle nu ifølge det 3. brev føjes 2.000 lybske mark, som klostrene i Esrum og Sorø skulle administrere, der var øremærkede til at iværksætte pilgrimsrejser til bestemte hellige destinationer rundt om i Europa og Mellemøsten, hvor der skulle bedes for dronningen og hendes familie. Det kan optælles, at i alt ca. 130 pilgrimme skulle sendes af sted for at besøge godt 50 hellige steder. Hertil føjer sig et brev til fordel for benediktinerklostret i Ringsted, hvorved det får overladt 2000 lybske mark. Af disse skal 1500 bruges til bygningsreparationer, mens 500 skal anvendes til at skaffe ni personer det daglige brød: tre adelelige jomfruer skal have indtrædelsesgebyr til at indtræde i Vor Frue Kloster i Roskilde, tre skal have medgift, så de kan blive gift, mens tre enker skal have gratis ophold og forplejning i klosteret resten af deres dage. Cistercienserklostret i Sorø fik samme beløb, men pga. tekstens dårlige overlevering ved vi ikke, hvad det skulle gå til. Så meget som Esrum Kloster er involveret i de andre transaktioner, er det fristende at forestille sig, at det også har fået en donation ved samme lejlighed. I givet fald er brevet herom dog sporløst forsvundet i mellemtiden.

Margretes dispositioner den 8. december 1411 kan betragtes som et typisk udtryk for senmiddelalderens fromhedsliv, hvor det gjaldt om at forkorte sjælens ophold i Skærsilden så meget som muligt ved at gøre gode gerninger til opvejelse af de synder, man havde begået. De gejstlige institutioners modydelse var i et par tilfælde bl.a. årtider, en årlig messe for dronningens sjæl på hendes dødsdag; også noget sådant var velegnet til at forkorte opholdet i skærsilden og forbedre mulighederne i det hinsidige. Det var heller ikke nogen dårlig idé at få helgener til at gå i forbøn for én hos Gud ved at tilbede dem. Der kendes dog ingen eksempler fra dansk middelalderhistorie på en så massiv og vidt spredt indsats, som den der iværksættes i disse breve, men Margrete var jo da også en særdeles velstående dame i 1411. Omsorgen for de, der havde lidt skade i krigen, er også ganske unik. Margrete 1. brugte igennem det meste af sin regeringstid betydelige ressourcer på gaver til kirkelige institutioner; ikke mindst i form af jordegods. Ud over at påvirke dronningens regnskab i forhold til Gud havde disse gaver også det formål at knytte stærkere bånd mellem kongemagten og den kirke, hvis ledere Margrethe i øvrigt selv suverænt udpegede. Margrete optrådte normalt som en typisk senmiddelalderlig realpolitiker, der ikke tog det så nøje med de midler, hun anvendte. Der var givetvis en del synder, hun havde brug for at sone. Man kan dog næppe komme udenom, at hendes kirkelige aktiviteter var udtryk for et også for tiden usædvanligt religiøst engagement. Så på visse punkter synes disse breve at give et sjældent indblik i den berømte dronnings personlighed. En nøjere analyse af det udvalg af helgener mv., hun valgte at tilgodese, kunne formentlig udbygge dette indtryk.

Kongelige borge

Langt de fleste borge, som blev opført i 1100-tallet, blev anlagt af kongen eller stormænd, der stod kongen nær, og blev lagt på strategiske steder. Kalundborg var ingen undtagelse. Esbern Snare var fostebror til Valdemar Den Store og dermed nær knyttet til Kongemagten.
Indtil Valdemar Atterdag i 1341 forhandlede sig til at overtage Kalundborg, var Kalundborg en privat borg.

Valdemar Atterdag indtog og nedrev mange af de private borge under sin kamp for at genskabe rigets enhed, samtidig med at han genvandt kontrol over de pantsatte kongelige borge.

Margrete 1. udstedte i 1396 en forordning, der helt forbød bygningen af private borge, og det lader til at forbuddet blev efterlevet i næsten 100 år

Margrete’s død på Flensborg fjord.

Dronning Margrete 1. døde af pest, på sit skib på Flensborg Fjord i året 1412.
Dronningen havde den 24. oktober  1412 erobret Flensborg fra de holstenske grever, men byen var ramt af pest og Dronningen blev smittet.
Dronningens skib lå opankret ved Munkemølle, hvorfra skibet fik sine forsyninger og allerede den 28. oktober afgik Dronningen ved døden.
Når Dronningens skib lå i Munkemøllebugten skyldtes det, at den store vandmølle blev drevet af munkene fra Ryd Kloster, som lå på den anden side af Flensborg Fjord, der hvor vi i dag finder Lyksborg Slot. Munkene kunne bringe forplejning til skibet, og myten fortæller, at Benniksgaard i Rinkenæs leverede mælken til Dronningen.

Efter Dronningens død, var hun en kort periode begravet på Lille Okseø, hvorefter hun blev bragt til Sjælland og genbegravet i Sorø Klosterkirke for i endelig 1413, som den første kongelige, at blive genbegravet i Roskilde Domkirke

Kilder:

Danmarkshistorien.dk

Rids af Reersø’s Historie