Kalundborg Museum

Kort fortalt

Lindegårdens forgænger hed Tårngård og var opkaldt efter et tårn i Valdemar Atterdags middelalderlige bymur, resterne af tårnet kan ses inde på museet.

Lindegården i Højbyen, der huset Kalundborg Museum, er i dag en bygning med uvurderlig kulturhistorisk værdi for byen. Lindegården består af seks bindingsværkslænger omkring to gårdspladser. Bygningerne er blevet til i flere faser, hvor den ældste nuværende del er fra begyndelsen af 1600-tallet.

År 1492: Tårngården nævnes første gang som kongelig ejendom.
Ca. år 1600: Den Nordlige længe og en del af østre mellembygning opføres (måske som præstegård).
Ca. år 1620: Den østlige længe opføres, 25 fag lang. Denne er væsentligt ombygget i 1803.
År 1755: Vestlænge opføres i to stokværk til riddersal og kornmagasin. Sydlænge med stald og lille havestue bygges samtidig.
År 1785: Fægårdens østside lukkes med ni fags vognportsbygning.
I tiden mellem år 1700 og 1800 sammenbygges længerne.
Fra cirka år 1700 –1906 er anlægget købmandsgård.

I museets have findes seks skuebede med 37 forskellige arter af gamle læge-, krydder-, pryd-, køkken-, farve- og giftplante.

I haven findes også en keramik-model over Kalundborg ca. år 1650. Her ses Vest- og Østborgen, samt den befæstede købstad mellem borgene.

Lindegårdens nyere historie

Skrevet af Niels Plaschke

Den 9. december 1806 overtog købmændene Wisti Raae og Niels Holst, Lindegården. En handel, der også omfattede arealer på gårdens overdrev længere mod vest kaldet Hestehaven. Wisti Raae havde allerede i 1795 købt den gård, der lå overfor Lindegården i Adelgade. I dag nr. 30. Her havde han indrettet krambod, fremstillede brændevin og malt, indrettet gode kældre til de flydende varer, store magasiner og stalde, samt en lejlighed til beboelse.

Nu kunne han kalde sig storkøbmand, brændevinsbrænder, maltgører, landmand og skipper med en galease i søen.

I 1808 blev Wisti Raae, der er født omkring 1764, eneejer af Lindegården og udvidede løbende sine aktiviteter, ved at opkøbe Lindevænget i nærheden til husdyrhold. Nu kunne han kalde sig storkøbmand, brændevinsbrænder, maltgører, landmand og skipper med en galease i søen. Wisti Raae, der havde tre sønner, døde i januar 1832 knap 68 år. Det blev den yngste, Peter Henrik Raae, der overtog Lindegården. Han døde af en hjerneblødning i 1859, 62, år. Tilbage sad enken, Birthe Raae, med fire børn. Blandt dem sønnen Visti på blot 14 år, der var udpeget til at tage over efter sin far.

Birthe Raae måtte udleje gården i 11 år, indtil hendes søn Visti var fyldt 25 og blevet myndig, så han kunne tage over. Visti Raae, der selv skrev sit navn med W, giftede sig i 1870 med Vilhelmine Christiane Bodholt og flyttede ind på Lindegården.

Visti Raae døde 6. august 1906, 61 år. Da parrets eneste søn, Peter Henrik Raae, var boghandler i Silkeborg, besluttede enken at sælge. Køberen af Lindegården og det tilhørende vænge, var murermester Jørgen Peter Christensen, der ville nedrive gården og udstykke Lindevænget, for at opføre villaer. Under forarbejdet stødte man på rester af en svær mur i kampesten og Nationalmuseet blev tilkaldt. Arkitekt C.M. Schmidt kunne hurtigt konstatere, at ruinerne mindede om de, der var fundet under Absalons Borg i København. Yderligere undersøgelser viste, at det var Kalundborgs grundlægger Esbern Snares vestre forborg, man var stødt på.

Planerne om villabebyggelse op mod Vor Frue Kirke fik mobiliseret kalundborgenserne, med kredslæge J.S. Møller i spidsen. Efter lange forhandlinger blev der i oktober 1907 indgået aftale om, at Lindegården skulle sælges til etatsråd Georg Bestle og hustru Caroline. Gården blev ikke alene reddet fra nedrivning, men også fredet. Året efter stiftedes en foreningen med Møller som formand, der ønskede, at etablere museum i Lindegården. Her lejede man tre lokaler af Bestle og åbnede den første udstilling allerede i 1910. Året efter belønnede Georg Bestle den initiativrige J.S. Møller, ved at udstedte et gavebrev og skænke Lindegården til Nationalmuseet. Kalundborg og Omegns Museum var en realitet.