Skriv til Kalundborg Middelalderby
Se din fortid i øjnene …….
Kalundborg bestod i middelalderen, som beskrevet andre steder, af bydelen Kordel og Højbyen. Højbyen blev forladt af ”det bedre borgerskab” i midten af 1600 tallet til fordel for Kordel, hvor der var mere plads og lettere adgang til landtransport og ikke mindst skibsfart. Det betød at Højbyen blev overtaget af folk med færre midler til bl.a. at bygge om eller bygge nyt. Kordel var nu den rige del af Kalundborg og det har betydet at Kordilgade og Skibrogade har haft en naturlig udvikling, mens Højbyen har stået mere eller mindre stille.
Kalundborg Højby er i dag en af Danmarks best bevarede middelalder- og renæssance byer. Sammen med det centrale Ribe er Kalundborg Højby velbevaret i struktur og udseende fra midten af 1600 tallet til i dag og med flere bygninger fra middelalderen d.v.s. før reformationen i 1536.
Denne hjemmeside hylder Højbyen som en overset perle og forsøger med denne portal, at give den gamle by opmærksomhed, både hos byens borgere og turister fra ind- og udland.
Når du går rundt i Højbyen, ser du en række fine gamle huse og kirkelige bygninger, men hvad er egentlig historien omkring disse bygninger. Hvad har de været brugt til igennem tiden og hvad bruges de til nu ?
Hjemmesiden er ikke et historisk opslagsværk og ikke en kortfattet turistbrochure, men forsøger at give en uddybende beskrivelse på en sådan måde, at man kan vælge at læse de første linjer for en kort beskrivelse eller hele beskrivelsen for en mere uddybende.
Artiklerne omhandler historiske emner fra Kalundborg, alle med det til fælles, at tidsperioden er Vikingtid, Middelalder eller Renæssance.
Kommentarer og forslag er velkomne.
God fornøjelse
Kalundborg Middelalderby