Chr. 2 på Kalundborg Slot

Christian 2. var fange på Kalundborg Slot fra 1549 og indtil sin død 1559, 77 år gammel.
Han havde, som da han sad fanget på Sønderborg Slot, adelsmænd til at opvarte sig og passe på sig og ligeledes flere tjenere. Dertil en “prædikanter” samt en sum penge til uddeling af almisser. I 1550 fik han tilladelse til undertiden at ride, spadsere og komme i kirke og i 1554 fik han tilladelse til lejlighedsvis at drage på jagt, dog under nøje tilsyn.

Da efterretningen om Christian III’s død den 1. januar 1559 kom til Kalundborg, forbød lensmanden på slottet ham at gå ud. Dette forbud godkendtes af regeringen den 15. januar. Det fortælles at Christian 2. under disse forhold skal have udgydt tårer ved efterretningen om Christian III’s død.

Et sagn fortæller at Christian frihed udenfor slottet, gik til fredsstenen på Sct. Jørgensbjerg.
I en variant af sagnet dør Christian ved stenen.
Stenen angiver muligvis grænsen for Kalundborg retområde. På stenen er indhugget “Fredssteen er Callundborg Wartegn” og nævnes første gang i Kalundborg Tingbog 9. okt. 1643, men er muligvis væsentlig ældre. Stenen står sandsynligvis ikke på sin oprindelige plads, måske skulle den stå tættere på Bomhuset

*Portræt af Christian 2. fra 1515.* Fra: Det kgl. Bibliotek

Hvem var Christian 2.

Christian er født i 1481 på Nyborg Slot.
Christian giftede sig i 1515 med kejser Karl 5´s søster Elisabeth, der blev ham en ædel og trofast hustru. Alligevel beholdt han den skønne Dyveke som sin elskerinde.
Han havde lært hende at kende i Bergen, hvortil hendes moder Sigbrit var udvandret fra Amsterdam.

Christians far havde mistet konrtollen over sverige og Kalmarunioen var i realiteten faldet fra hianden. Ved brug af store ressourcer, fik Christian kortvarigt magten over sverige, men i det efterfølgende opgør med den svenske adel og stormændene, kom det til en af danmarkshistoriens største masakre, det såkaldte Stockholmske Blodbad.
Henrettelsen kostede et pænt stykke over 80 stormænd og –borgere livet. Dette førte til et oprør, som endte med, at Christian 2. atter mistede herredømmet over Sverige året efter.

Christian var ikke populær blandt adlen i Danmark af flere årsager. Fjendskabet mellem kongen og højadelen blev stadig større, måske i takt med at den kloge “Mor Sigbrit” fik mere indflydelse på ham.

Som traditionen bød, havde Christian ved sin tiltræden som konge, udstedt en håndfæstning, hvis indhold han derefter så meget stort på, ligesom han i stort omfang forbigik de førende adelsmænd i sit styre til fordel for borgerligt fødte personer

Christian var på kant med Hansa-unionen og i januar 1523 sendte førende jyske stormænd ham et opsigelsesbrev efter at have truffet aftale med hans farbror, hertug Frederik af Slesvig og Holsten. Jyderne ønskede Frederik som konge.

Christian 2. indså hurtigt, at hans magt i Danmark faldt fra hinanden, og den 13. april forlod han landet med sin orlogsflåde i håb om at finde hjælp hos sin svoger den tysk-romerske kejser Karl 5. af Habsburg. Med sig tog han en stor portion af statskassen samt en stor del af det kongelige arkiv.

Under sit eksil i Nederlandene og Tyskland, mødte han teologen og reformatoren Martin Luther (1483-1546). Reformatorens prædikener gjorde indtryk på kongen, de blev gode bekendte, og forbindelsen blev holdt ved lige med breve, selv da kongen mange år senere var fængslet i Danmark.