Det første Dannebrog, som efter legenden faldt fra himlen i Estland, var naturligvis Danmarks ypperligste klenodie. Det blev opbevaret i Rigets arkiv, tårnet “Folen” på Kalundborg Slot, indtil 1439.

Det mægtige tårn Folen eksisterede sandsynligvis ikke i 1219 hvor slaget ved Tallinn (datidens Lyndanisse) i Estland blev afsluttet, men på et tidspunkt har en af Valdemar Sejr’s efterfølgere vurderet at flaget skulle opbevares trygt og sikkert i en af kongens bedst befæstede borge, Kalundborg.

Desværre blev det en afsat konge, Erik af Pommeren (Margrethe 1′ fostersøn) der fjernede flaget. Under sin flugt til Gotland i 1439, tog han Dannebrog fra Kalundborg Slot og medbragte det til Gotland, hvorefter det gik tabt.

Kalundborg Slot, Østborgen, blev opført i årene 1267 til 1344. Efter to belejringer af borgen i 1341 og 1342 indtog Valdemar Atterdag byen, som han bl.a. befæstede med en ringmur og flere tårne.

Folen var det vældigste tårn man kender fra middelalderen i Danmark, ja måske i hele Norden. Dets sider var ikke mindre end 17 m brede – langt større end Blåtårn på Københavns Slot (15,7 m), Kärnan i Helsingborg (14,9 m), Manteltårnet på Hammershus (12,65 m) og tårnene på andre kongelige borge som Aalholm, Korsør, Nyborg og Kalø. Desværre ved vi ikke hvor højt det var, men ud fra fundamenterne, væggenes tykkelse (3,3 m) og tårnets dimensioner at dømme må det have været imponerende højt
Folen fungerede fra ca. 1400 og til reformationen i 1536 som Rigets Arkiv.

Korstog og Valdemar’erne

Et af de første store korstog over Østersøen var i 1168 under Kong Valdemar den Store. Her deltog både biskop Absalon og Esbern Snare. Dette første korstog erobrede Arkona på Rügen – en hedensk vendisk nabo til det kristnede tyske rige. Herefter gik det slag i slag med at erobre de hedenske områder langs kysten helt op i det baltiske område. Korsfarerne drog afsted hvert forår og mange kom tilbage om efteråret. Kun få blev tilbage i de nyvundne områder. Et af de sidste store korstog mod Baltikum foregik i 1219. Her var Valdemar den Store skiftet ud med sønnen Valdemar Sejr og ærkebiskoppen, som stadig var af Hvide-slægt, hed Anders Sunesen.

Korsridderflåden ankom til Estland i starten af juni måned. Ved stedet Lyndanisse (i dag Tallinn) gik de i land og begyndte opførslen af en borg. Umiddelbart virkede esterne venligtsindede. Men om morgen den 15. juni blev den danske lejr overfaldet og bestormet fra alle sider. Esterne angreb før de danske korsfarere havde fået sengehamlen ud af håret. Kampen var hård og bølgede frem og tilbage – snart havde danskerne overtaget, snart havde esterne overtaget. Men pludselig dalede et stor rødt flag med hvidt kors ned fra himlen og danskerne vandt slaget.

Til legenderne om dette slag kom efterhånden også en historie om, at så længe ærkebisp Andreas Sunesen strakte armene mod himmelen, havde de danske styrker succes, men når han tog armene ned gik det tilbage for danskerne.

De fleste danskere fortæller og genfortæller med glæde myten om det himmelfaldne Dannebrog. Som den bliver fortalt i dag, tog historien sin form i løbet af 1500-tallet. Den optræder første gang i Christiern Pedersens ‘Danske Krønike’ fra 1520-23. Med baggrund i forskellige kilder skal flaget være faldet fra himlen under et af Valdemar Sejrs felttog mod øst i begyndelsen af 1200-tallet. Christiern Pedersen er dog lidt usikker på, om dette skete under et slag ved byen Fellin (nuværende Viljandi) i det sydlige Estland i 1208, eller om flaget stammer fra ‘Rytland’.

Franciskanermunken Petrus Olai (ca. 1490-1570) – Peder Olsen – nedskrev omkring 1527 også en række historiske optegnelser om Dannebrog. Han citerede her en ældre kilde, formentlig fra 1400-tallet, der ligeledes knyttede Dannebrogsmyten til slaget ved Fellin. Peder Olsen korrigerede dog senere denne oplysning og forklarede, at der måtte være tale om en misforståelse, og at slaget i virkeligheden var sejren ved Lyndanise i Estland i 1219. Denne variant af fortællingen, der senere har fået tilføjet nye detaljer, vandt stor indflydelse og er blevet stående som myten om Dannebrogs himmelfald i 1219.

Dannebrog blev etableret som dansk flag i middelalderen og hører dermed til blandt de ældste nationale flag. Dannebrog var den danske konges og dermed rigets flag i århundreder. Først i 1800-tallet begyndte flaget at blive knyttet til folket og nationen.

Selve navnet Dannebrog optræder første gang i en kilde fra 1380. Navnet er sammensat af ordene ‘danne-‘ og ‘-brog’, hvor ordets andet led betegner et stykke tøj, stof eller klæde. Det har været foreslået, at første led er det samme som i ord som Dannevirke og Danmark, og det har ført til den traditionelle udlægning af ordet som: ‘danernes fane’. Det er også muligt, at ‘dan’ skal forstås som det frisiske ord for ‘rød’ eller ‘rødfarvet’. Teorien støttes af, at tillægsordet ‘dannebroget’ eksisterer i betydningen ‘rødt med hvide prikker’ eller ‘rødbroget’, og betydningen af navnet bliver snarere ‘rødfarvet fane’.