Spedalsk-hospitalet
Den del af byen, der i dag hedder Sct. Jørgensbjerg, har sit navn fra en helt speciel Institution.
Udenfor bygrænsen blev der allerede i 1100 tallet bygget en gård til isolation af spedalske. Gården blev bygget og drevet af franciskaner brødrene fra Kalundborg Kloster. Gården nævnes første gang i år 1171 i forbindelse med Valdemar Den Store.
Bygningerne eksisterer ikke mere og vi ved ikke hvordan de har set ud, men gården har sandsynligvis udviklet sig til at være en størrer samling bindingsværkshuse, muligvis med mur omkring. I Svendborg bestod en tilsvarende gård i 1500 tallet af 26 små boder (huse).
Gården blev allerede den gang kaldt et hospital.
Rundt omkring i Danmark, fik de fleste købstæder et hospital for spedalske, ialt 35 blev der oprettet. De fleste hospitaler blev oprette og drevet af den katolske kirke og som andre kirkelige institutioner i middelalderen, blev hospitalerne tilknyttet en helgen.
Efterhånden blev de fleste hospitaler underlagt Sct. Jørgens beskyttelse og deraf kommer navnet Sct. Jørgensgården.
Historikerne er uenige om hvad spedalsk-hospitalet i Kalundborg hed, nogle steder optræder det som Sct. Nikolai og andre steder som Sct. Jørgensgård. I denne artikel holder vi os til Sct. Jørgensgård.
Proportionerne er helt skæve, men bemærk Kordilgade [nr.10] og “Øen”
Sct. Jørgensgården [nr. 8] er markeret som flere huse. Efter Sct. Jørgensgården deler vejen sig i 2, er det mon Slagelsevej og Holbækvej ?
I 12-1300 tallets Danmark, blev de spedalske ikke spæret ind på Sct. Jørgensgårdene hvis de frivilligt kunne holde en vis afstand til andre mennesker, men efterhånden som sygdommen fortsatte det ene årti efter det andet, blev reglerne fra midten af 1400 tallet strengere og de spedalske blev i realiteten indespærret på Sct. Jørgensgårdene.
I begyndelsen kunne de spedalske tigge i byerne, kravet var mange steder bl.a. at de skulle advare andre mennesker med larm fra en skralde eller klokke, samt bære tøj der gjorde dem lette at genkende. I 1500 tallet ved man at der var ansat en Ridesvend til nogle Sct. Jørgensgårde. Ridesvenden tog på Herredsgang, hvilket var tiggergang efter almisser.
Han medbragte en pengeblok med flere hængelåse på, hvori almisserne kunne samles.
Træsnit, Strassburg 1535
Der findes beskrivelser af hvordan den spedalske trådte ind i de levende dødes verden.
Efter at være grundigt undersøgt efter et sæt regler af en sagkyndig, f.eks. munk eller præst, skulle patienten officelt erklæres spedalsk og udtræde af samfundet.
Når Borgmesteren havde modtaget erklæringen med behørigt segl, skulle han sørge for at isolerer den spedalske. Borgmesteren underrettede sognepræsten, der bekendtgjorde dette fra prædikestolen.
Ved en særlig uhyggelig ceremoni, skete der følgende:
Efter at præsten havde velsignet ham (patienten) og oversendt ham den triste grå kjortel, han i fremtiden skulle bære. Præsten beholdte til ceremoniens slutning, patientens kappe, hætte, hansker, skralde, bælte og kniv. En stund efter ankom præsteprocessionen, der skulle føre ham til kirken og slægt, venner og naboer sluttede sig til det uhyggelige følge, der viste det levende lig den sidste ære.
I forhallen passerede patienten den vidjebåre, der skulle føre ham til kirkegården og overfor koret bag højalteret (i Apsis) så han det udfoldede ligklæde.
Så begyndte Dødningemessen som patienten måtte påhøre med tilhyllet ansigt, isoleret fra sine omgivelser, som den døde i kisten.
Efter endt gudstjeneste gav præsten ham hans kappe, hætte, handsker, skralde, bælte og kniv og førte ham ud på kirkegården. Her tog han 3 skuffer jord, øste dem over hans hoved og sagde til ham: “Min ven, du er død for denne verden”, pegede derpå op mod himlen og opfordrede ham til at vise sig tålmodig. Derpå satte processionen sig atter i bevægelse i retningen af hospitalet, foran hvis port, kongens prokurør og hospitalets forstander ventede den. Processionen gjorde holdt og kongens prokurør trådte til og adspurgte patienten om hans hensigter, hvortil denne svarede, at han, eftersom han var erklæret for spedalsk, i sin egenskab af borger i byen, forlangte at blive optaget i hospitalet for at nyde de dermed forbundne rettigheder. Derpå trådte kapellanen til og lod den spedalske med blottet hånd på de hellige bøger aflægge løfte om lydighed, fattigdom og kyskhed.
Herefter nedlagde kapellanen overfor den spedalske en række forbud, som følger:
- Jeg forbyder dig at betræde kirker, torve, møller, ovne eller andre steder, hvor folk forsamles.
- Jeg forbyder dig at vaske hænder eller brugsgenstande i vandspring eller kilder og vil du drikke, skal du drikke at et passende kar.
- Du skal altid bære en kendelig dragt, der kan advare folk, der ikke kender dig om at sky dit selskab.
- Du må ikke røre ved noget, som du ønsker at købe, uden med en lille pind og du må ikke bede om almisse uden at skralde.
- Du må ikke gå ind i skænkesteder eller andre huse end det hvori du bor og hvis du vil have vin eller kød, skal det bringes dig ud på gaden.
- På tiggergang i byen, skal du altid gå midt ad gaden med din skralde og om nogen vil tale med dig eller du med nogen, skal du stille dig imod vinden, så at din ånde eller uddunstninger ikke kan genere.
- Må du gå ad en snæver sti , over broer eller langs rækværker, da må det ikke ske uden handsker.
- Jeg forbyder dig at røre ved noget barn eller give det noget som du har rørt ved.
- Jeg forbyder dig at spise eller drikke i selskab med andre end spedalske og vid, at når du dør og dit legme og din sjæl skal skilles, da vil du blive begravet i dit eget hus, medmindre der tilstås dig en særlig dispensation herfra.
Den tilstede værende notar opsatte et lovformeligt dokument om alle disse betingelser, hvilket blev underskrevet af patienten, som dernæst sagde farvel til forsamlingen. Så tog Forstanderen den ulykkelige ved hånden og førte ham ind i hospitalet.
I beskrivelsen ovenfor, fremgår det at patienten ikke må gå i kirke og patienten skal begraves i eget hus. Dette har naturligvis ikke været gældende, hvor der har været opført en kirke og kirkegård til hospitalet.
Kirken der var opført til Sct. Jørgensgården i Kalundborg, var muligvis tilegnet helgen Sct. Nikolai.
De privilegier der omtales tidligere, kunne f.eks. være disse, givet af Hertug Valdemar 21. Feb. 1326 til Kalundborgs Sct. Jørgensgård:
- Frihed for Leding,
- Frihed for Fogdeskat
- Frihed for Innæ, (hoveri = tvungen arbejde for herremand),
- Frihed for stuth (skat til kongen)
- Frihed for alle andre afgifter, byrder og tjenester.
Valdemar Atterdag begavede Kalundborg Sct. Jørgensgårdens kirke med et særlig fint relikvie, “Noget af Sct. Georg” . Relikviet havde Valdemar fået under hans store udenlandsrejse, af Pave Urban 5. i Avignon.
Sct. Georg er den samme helgen som Sct. Jørgen, altså ham med dragen.
Nedlæggelse af Sct. Jørgensgårdene
Ved reformationen i 1536 blev mange Dominikaner- og Franciskanerklostre omdannet til hospitaler. I Kalundborg fortsatte Sct Jørgensgården som hospital og da gården havde jordtilligender og bønder til at passe jorden, var det også en forretning som nu hørte under kongen i stedet for kirken.
Ved Kgl. bevilling af 29. april 1564, fik Villads Brochmand’s hustru, Anne Lauridsdatter “Kongens Hospital Sct. Jørgens Gård at beholde sin livstid”. Betingelsen var at hun skulle huse og passe 4 fattige, samt passe godt på bønder og bygninger.
Gården gik videre på samme betingelser til flere personer indtil 1627.
i 1627 blev Sct. Jørgensgården i Kalundborg nedlagt som hospital og funktionen flyttet til Hospitalet Vartou, der dengang lå i det nuværende Hellerup. Der var ikke mange spedalske patienter mere og flere af de sjællandske Sct. Jørgensgårdes, der i blandt Kalundborg, indtægter blev nu brugt til at finansiere Vartou.
Hvorfor forsvandt spedalshed
Spedalskhed skyldes infektion med en særlig bakterie, kaldet Mycobacterium leprae.
Professor og ekspert i middelalderens spedalskhed, Jesper Lier Boldsen peger på to væsentlige årsager til at Spedalskhed forsvandt fra Danmark og resten af Europa:
- I danske byer blev patienter med spedalskhed tvunget til at leve delvist isoleret fra resten af samfundet, og dermed blev smittefaren reduceret.
- En voksende udbredelse af en anden sygdom – kvægtuberkulose – betød formentlig, at folk blev mindre modtagelige over for infektion med spedalskhedsbakterier. Lidt populært sagt vaccinerede kvægtuberkulose altså mod spedalskhed.
Professor Ib Christian Bygbjerg mener imidlertid ikke, at Sankt Jørgensgårdene kan have været en central årsag til, at spedalskhed blev udryddet i Danmark.
Han påpeger, at mennesker kan være ramt af spedalskhed i årevis, før symptomerne viser sig. Således vil det kun være patienter med meget fremskreden spedalskhed, som er blevet opdaget og sendt på Sankt Jørgensgården.
Nyere forskning viser, at næste alle mennesker i middelalderen var smittet af bakterien der giver spedalskhed, men de fleste mennesker udviklede kun lette eller ingen symptoner, mens en del døde af andre sygdomme før de udviklede symptoner.
Arkæologiske udgravninger viser, at sygdommen eksisterede i Europa allerede i de første århundreder e.Kr.
Sygdommen blev dog først udbredt efter korstogene i 1000-1200-tallet, hvor man i Europa oprettede omkring 19.000 spedalskhedshospitaler.
I 1873 fandt den norske læge Gerhard Henrik Armauer Hansen den bakterie, som er årsag til spedalskhed, Mycobacterium leprae.
Den sidste spedalske patient i danmark døde i 1911.
Kilder og Links:
Kalundborg Middelalderby 