Ingeborg af Kalundborg var datter af Esbern Snare og regerede i Kalundborg fra Esberns død i 1204.
Hun blev fordrevet fra Kalundborg efter en strid med kongefamilien, hvor hun havde støttet Abel, søn af Valdemar Sejr og senere Abels søn Erik. Kongemagten bemægtigede sig Kalundborg i 1262 og Ingeborg opholdte sig til sin død i 1267, hos hertug Erik 1. Abelsen af Sønderjylland.
Erik Abelsøns segl og modsegl med de to sønderjyske løver.
Ingeborg Esbernsdatter var gift med Peder Strangesen Ulfeldt og fik 8 børn. Ingeborg tilskrives færdiggørelsen af Vor Frue Kirke i Kalundborg.
Peder var fra en anden af de sjællandske stormandsslægter og var særdeles værdsat af Valdemar Sejr. Peder var noget ældre end Ingeborg og døde i 1241 i Ribe, da han var på vej til Det Hellige Land.
Tiderne var ustabile efter Valdemar Sejrs død i 1241. Hver af hans tre sønner ønskede at sidde på tronen. Ingeborg havde tætte kontakter til den midterste bror, Abel, og støttede ham og senere hans sønner i kampen om at blive anerkendt som Hertug af Slesvig. En anden gren af Hvide-slægten tilhørte Ærkebiskop Jakob Erlandsen.
Erik Plovpenning bliver dræbt og Abel er konge i 2 år hvorefter han dør år 1252 i kamp mod friserne . Fra 1252 sidder den tredje bror Christoffer 1. på magten i Danmark og han er upopulær både hos de sjællandske stormænd og ærkebiskoppen.
Stridighederne kulminerede i 1259, hvor først Ærkebiskoppen blev fængslet, og derefter døde Christoffer pludseligt, sandsynligvis forgiftet. Tilbage stod Christoffers dronning Margrethe Sambiria (Springhest) og den 10-årige søn Erik Klipping. Dronningen fik i første omgang ro på stridigheden, ved at løslade Ærkebiskoppen og tildele Erik Abelsøn Hertugdømmet Slesvig, men allerede i 1261 blussede stridighederne op igen, da Dronning Margrethe og Kong Erik gik til angreb på Erik Abelsøn i Slesvig.
De led nederlag i slaget på Lohede, hvor Dronning Margrethe og Kong Erik blev taget til fange. Kongeslægten fik hjælp fra Albrecht af Braunschweig, der angreb sydfra i 1262 og fik Dronningen og Konge Erik frigivet, hvorefter Albrecht sad som militærdiktator i en kort tid, indtil han forlod landet under stort pres fra Stormændene.
Dronning Margrethe og Kong Erik er igen ved magten og Ingeborg må flygte fra Kalundborg.
Gørlev kirke fik indbygget hvælv i 1400-tallet, men den oprindelige korbue er bevaret. I korbuen afdækkedes i 1921 de oprindelige kalkmalerier fra ca. år 1250. Mod nord ses en fornem kvinde, muligvis står hun med en alterdug, mod syd ses en fornem mand med en kirke, i korbuens top ses Kristus. Kvinden er placeret på den fornemme side, hvorfor det må antages, hun har bestilt udsmykningen efter mandens død.
Man antager det kunne være Fru Ingeborg .
Mod syd er afbilledet en mand der kan være hendes far, Esbern Snare, og kirken han bærer, der er for stor til at minde om Gørlev kirke, kan muligvis være forgængeren for den nuværende Roskilde Domkirke, eller måske Vor Frue i Kalundborg uden midtertårn.
Referat i Sorø gavebog:
Den Velbyrdige Kvinde, Fru Ingeborg af Kalundborg, datter af Esbern Snare, enke efter hr. Peder Strangesen, Ridder, gav klosteret af fromhedens iver og i håbet om sine synders forladelse alt, hvad hun ejede i Bringstrup og Østre Ørslev, samt en mølle, der hører til samme sted, – nemlig sin gård i Bringstrup og en tredjedel af hele Østre Ørslev landsby samt en tredjedel af møllen – som evig almisse på den betingelse, at indtægterne af samme gods skulde tilfalde kirkens bygningsfond til kirkens hvælvinger, samt fremdeles til Kristi legems ære og i særdeleshed til indkøb af voks, hvormed kan støbes vokslys, som skal brænde for højalteret nat og dag uden ophør.
Hun skødede efter landets lov på landsting ved sin søn, hr. Anders, kongens Marsk, medens hendes broder, hr. hertug Knud, samt Erwin og Albrecht, hendes søskendebørn, sønner af hr. grev Ernst, stod hos og gav deres samtykke i det herrens år 1250…”
Kilder / links:
Kalundborg Middelalderby 